Formandens beretning for WIZO Danmark for året 2019/2020

Overordnede bemærkning for WIZO Danmark i 2019/2020
Endnu engang har WIZO Danmark været i stand til at sende et stort beløb til Israel i 2019, nemlig
1.376.700 kr., hvilket er ca. 711.000 kr. mere end vores kvote på 100.000 US$ (ca. 665.000 kr). Vi
er meget taknemlige for, at andre bakker op om at hjælpe nødstedte i Israel. Da denne
generalforsamling er skriftlig pga. Corona pandemiens smittefare, kan WIZO Danmarks
medlemmer gennemse regnskabet på vores hjemmeside eller ved fremmøde på vores kontor. Stor
tak for alle bidrag fra medlemmer, faddere og andre venner af WIZO Danmark.

Årets aktiviteter og arrangementer
Året har ikke budt på mange arrangementer siden sidste års generalforsamling den 10. april 2019,
men de, der har været, vil jeg hermed orientere om.
Første arrangement var fejringen af Jom Haatzmaut på Carolineskolen den 9. maj, hvor vi som
sædvanligt solgte falafler mm. til deltagerne, som gik strygende takket være de mange hjælpere med
Karen Melchior i spidsen. Samtidig opstod en kritisk situation i det sydlige Israel, da der i løbet af 3
døgn blev sendt over 600 raketter fra Gaza, hvilket foranledigede en fællesindsamling til mobile
beskyttelsesrum. 4 jødiske foreninger, KKL, DZF, Keren Hayesod Danmark, DJS og WIZO
Danmark stod bag denne indsamling og fik i alt indsamlet ca. 162.000 kr.

I slutningen af maj måned drog bestyrelsesmedlem, Monica Salimanov og bestyrelsesformand,
Dorrit Raiter til Budapest for at deltage i de europæiske WIZO foreninger, ECWF´s, årsmøde. Også
WIZO Danmark medlem, Eva Lehrer, deltog i mødet. Temaet for mødet var: “Antisemitism and
Jewish voluntering in Europe – Getting WIZO more attractive”. 33 WIZO medlemmer fra 10
forskellige europæiske lande + et antal af værtslandets WIZO kvinder deltog i mødet. Budapest er
en af de byer i Europa, der har en stærk jødisk historie og var specielt hårdt ramt under 2.
verdenskrig. Synagoger og andre gamle bygninger vidner om den stærke jødiske tilstedeværelse
gennem mange år, herunder den store synagoge midt i byen. Hertil kommer mindesmærker fra 2.
verdenskrig som snublesten og skoene ved flodkanten af Donau, som bevidner nazisternes drab på
jøder under krigen. Byen er derfor et specielt sted for jødiske turister at opholde sig i.

På mødet blev der vedtaget en resolution til lederne af diverse europæiske lande samt til EU´s
kommissær for bl.a. bekæmpelse af antisemitisme med opfordring til at intensivere handlinger til
denne bekæmpelse på universiteter, campus´er, i medierne og andre steder, hvor antisemitismen
eksisterer. Resolutionen er udarbejdet på baggrund af, at antisemitiske handlinger if. EU har været
stigende de senere år.

På den årlige Jødiske Kulturfestival deltog vi med en salgsbod 2 af dagene og med et foredrag af
Benny Dagan. Sidstnævnte var arrangeret sammen med Keren HaYesod Danmark.
Årets WIZO Walk foregik i Dragør søndag den 18. august, hvor Dorrit og Jan Norden mødte os ved
mindestenen for danske jøders flugt i 1943 med fiskerbåde til Sverige. Jan Norden fortalte om sin
og sin families flugt fra Dragør i kutteren Elisabeth K571 til Sverige, da Jan var 7 år. Også Dorrit
flygtede med sin familie som 4-årig fra et andet sted på den sjællandske kyst. Dorrit og Jan
bevarede sidenhen forbindelsen til den svenske familie, Jans familie blev fortrolig med under
opholdet i Sverige frem til juni 1945. Jan afsluttede foredraget med at forære os hæftet ”Flugten –
Da Dragør var porten til friheden” udgivet af Museum Amager-Historisk Arkiv Dragør i 2018. Efter
Jans foredrag og besigtigelsen af båden gik deltagerne til Dragør Fort, som ikke mere anvendes til
forsvaret af Danmark, men stadig er et besøg værd. Endelig sluttede vi turen af ved at gå gennem
det gamle Dragør og spise fisk på havnen. 27 deltog i arrangementet.

Desværre viste det sig hen over sommeren 2019, at der på trods af ihærdige forsøg fra bestyrelsens
side ikke kunne samles opbakning til afvikling af en basar. Det var derfor med blødende hjerte, at vi
i efteråret måtte melde ud, at der ikke ville finde en WIZO basar sted i 2019.

Derimod opstod muligheden for at afholde en bogcafé, idet menigheden skulle tømme lageret for
bøger. Carolineskolen var villig til at lægge lokaler til, og heldigvis meldte nogle WIZO
medlemmer sig hurtigt som aktive deltagere. Kate Krivaa fik samlet et café hold, der planlagde og
gennemførte en café med lækre kager, bagt af endnu flere WIZO medlemmer. WIZO gruppen
”Pomegrantates” stod for aktiviteter for børn. Channe Nusbaum stod sammen med Maor Shimon og
et pigekor fra Carolineskolen for underholdningen ved åbningen af bogcaféen, som blev åbnet af
formand for DJS, Henri Goldstein. Ca. 300 gæstede bogcaféen, og vi fik en hyggelig søndag
eftermiddag med et økonomisk overskud på ca.10.000 kr.

Derudover har de forskellige bestyrelsesmedlemmer deltaget i årsmøder og andre møder i
foreningerne: DZF, Unicef og Kvinderådet.

Bestyrelsen har afholdt 9 bestyrelsesmøder i 2019.

World WIZO
Det 4-årlige EGM afholdtes i uge 4: 19. – 24. januar måned i Tel-Aviv med temaet: ”WIZO Doing
What Matters”, og hvor foreningens 100 års jubilæum blev fejret. Bestyrelsesmedlemmerne Monica
Salimanov, Karen Melchior, Katrine Abrahamovitz og formand Dorrit Raiter deltog. World WIZO
blev oprettet den 11. juli 1920. Fejringen foregik ved, at der var mange historiske indslag under
koncerten den første aften, under selve konferencen og ved afslutningsfesten. Begivenheden vil
blive omtalt i WIZO Nyhedsbrev nr. 2, 2020 ligesom besøget på Sodastream fabrikken på sin nye
adresse Idan HaNegev industripark lige nord for Beer-Sheva, WIZO institutioner i selve byen,
Beer-Sheva, og besøget på WIZO Danmarks vuggestue, Lotus, i Karmiel vil det. Jeg vil blot her
nævne, at det 4-årige terapi projekt, der blev iværksat for 2 år siden, er en stor succes. Institutionen
har op til 80 børn, 19 ansatte og ledes stadig af den mangeårige leder Michaela Dana.

Planer for det kommende år
Egentlig havde vi planer om at deltage i såvel Jom Haatzmaut fejring som Jødisk Kulturfestival
foruden at ville holde en stor jubilæumsfest sammen med Keren Hayesod, der også har 100 års
jubilæum i år, men Corona pandemien kom forbi og lagde alle planer ned – i hvert fald for en stund.
Vi vil deltage i nogle digitale fejringer sammen med WIZO foreningerne fra hele verden. I august
vil en WIZO Walk blive gennemført, ligesom vi formentlig vil finde en anden form for fejring af
100 års jubilæet end en stor fest. Derudover vil vi forsøge at afholde et antal mindre arrangementer
i løbet af efteråret.

Bestyrelsen
Siden sidste års generalforsamling den 12. april 2018 har bestyrelsen bestået af: Dorrit Raiter
(formand), Lone Nachmann (næstformand og kasserer), Karen Melchior, Monica Salimanov, Karen
Henriksen, Ora Oshri og Katrine Abrahamovitz (bestyrelsesmedlemmer)

Ved udgangen af 2019 havde vi 479 medlemmer og faddere. Vi har 10 grupper, heraf 2
avivgrupper.

Tak
På hele bestyrelsens vegne takker jeg varmt alle, der har doneret store som små beløb i årets løb ved
diverse specielle indsamlinger og som markering af personlige begivenheder, ligesom gruppen bag
WIZO bridge har gjort. Derudover takkes for alle de kager og boller, vores medlemmer med kort
varsel donerede til bogcaféen. Det og de frivillige, der støttede op om bogcaféen var årsag til, at
eftermiddagen blev hyggelig. Tak for samarbejdet om bogcaféen med Det Jødiske Samfund,
herunder Jair Melchior for idéen og Carolineskolen for at stille lokaler til rådighed og gav som
tidligere nævnt ca. 10.000 kr. Tak til gruppen bag WIZO bridge for årets bidrag på 6.300 kr.

Samlet set har disse økonomiske bidrag sammen med en del af de modtagne arvebeløb været med
til at gøre os i stand til at sende så mange penge til Israel, at vi med dem har kunnet gøre en vigtig
forskel for mange børn og voksne i Israel. Ligesom den personlige opbakning har betydet, at vi har
fået nogle hyggelige oplevelser på vores arrangementer.

Personligt takker jeg bestyrelsens øvrige medlemmer for et godt samarbejde gennem året. Tak til
vores sekretær, Anne-Marie Katznelson, for det gode samarbejde især jeg og resten af bestyrelsen
har med dig.

Dorrit Raiter
9. juni 2020