Til WIZOs medlemmer, faddere og øvrige venner, Foranlediget af flere henvendelser fra WIZO-medlemmer, der har følt sig stødt over at modtage en flyer fra en politiker, der samtidig med en opfordring til at støtte WIZOs børn i Israel også opfordrer modtageren til at stemme på den pågældende ved regionsvalget, finder jeg det rigtigst at udsende denne meddelelse. Flyeren er produceret og udsendt af politikeren alene uden nogen aftale eller i samarbejde med WIZO. Læg mærke til, at WIZOs logo ikke er anvendt!
Jeg forstår, at folk føler sig stødte, fordi materialet giver indtryk af, at WIZO støtter den pågældende politikers kandidatur og hans parti. Dertil vil jeg gøre opmærksom på, at WIZO er en partipolitisk uafhængig organisation. Derfor støttes et parti frem for et andet heller ikke. At politikere ligesom andre mennesker opfordrer til at støtte WIZOs arbejde i Israel, kan vi selvfølgelig kun glæde os over. Men i dette tilfælde er der sket en uheldig sammenblanding af partipolitiske interesser og WIZOs virke. Og det er jeg ked af.
For at understrege WIZOs virke i forhold til poltik, vil jeg endnu engang gøre opmærksom på, at WIZO aldrig kan eller vil være en del af et enkelt parti uanset partifarve. Organisationens sigte er at hjælpe svage grupper i Israel, herunder især kvinder og børn, uafhængig af deres religiøse og politiske tilhørsforhold. Herudover støtter WIZO i Danmark jødiske organisationer her i landet. Vi ønsker ikke at risikere, at nogen af vores modtagergrupper kommer i et dilemma ved at modtage vores hjælp og støtte. Derfor må der ikke være tvivl om, hvem vi er, og hvad vi står for.
Konklusionen er, at såfremt politikere offentligt støtter WIZO, sker det på deres eget selvstændige initiativ. Med venlig hilsen Dorrit Raiter Formand WIZO i Danmark
|